Rule Breakers
Virkelighedens rule breakere findes både blandt gamle etablerede virksomheder. Og blandt unge iværksættervirksomheder. Fælles for begge typer er, at de har skabt en stærk indtjening ved at bryde branchens normale spilleregler.
Her præsenteres et kortfattet resumé af enkelte rule breaker-virksomheder fra bogen.
![]() |
Triumph Motorcycles - "Legenden der ikke ville dø"
(Billede: CEO Tue Mantoni, Triumph Motorcycles)
En case om Triumph Motorcycles der i historisk perspektiv kunne hedde: ”The Rise and Fall and Rise Again of Triumph Motorcycles”. En historie og analyse af det britiske brand, der flere gange har været slået til tælling som en konsekvens af fusioner, bad management, skiftende ejere og en hårdtslående japansk motorcykelindustri med lave enhedsomkostninger og teknisk avancerede maskiner.
Men da den nye ejer John Bloor køber brandet, ændres taktikken. Belært af de hårde slag gennem tiden, skifter Triumph strategi fra at være volumen spiller til at være niche spiller. Bloor erkender, at slaget ikke kan vindes i den boksering, hvor der kæmpes på pris og volumen. Med et revideret forretningskoncept, der satser på retro-inspireret design, en snæver målgrupper og pleje af den, bliver der pustet nyt liv i Triumph.
I dag er Triumph verdens hurtigst voksende producent af motorcykler.
![]() |
Louis Nielsen – Brilleaktøren der så nye muligheder
(Billede: CEO Mads Nygaard, Louis Nielsen A/S)
Tilbage i midten af 1990’erne er optikeren Louis Nielsen hårdt presset. Hans ene butik, der sælger nogle af landets dyreste briller, er sat under observation af banken.
Tvunget af omstændighederne ændrer Louis Nielsen sit forretningskoncept totalt. Lave priser indføres, nye interne arbejdsgange følger med og en anderledes betalingspolitik introduceres overfor kunderne. Og tusinder af danskere ligger vejen forbi den lille butik med kvalitetsbriller til lave priser.
Konceptet er en mavepumper til den traditionelle optikerbranche. De store kæder giver grossisterne tommelskruer på og advarer dem mod at handle med den lille irriterende terrier. Resultatet har den modsatte effekt. Louis Nielsen begynder at handle direkte med brillefabrikanterne i udlandet – nu til endnu lavere priser - og salget eksploderer.
Over en 10 års periode har Louis Nielsen udviklet sig fra at være en mindre optikerforretning i en sidegade i Aalborg til en profitabel landsdækkende kæde med 39 butikker og 400 medarbejdere.
![]() |
Jyske Bank – Farverig indretning skal fastholde kunderne
Jyske Bank er ikke som andre banker. Her er vejen til succes fundet ved at agere anderledes end konkurrenterne. Banken er altid blevet opfattet som klassens frække dreng og er lykkedes med at skabe Danmarks nok mest iøjnefaldende virksomhedsforvandling.
Det skete, da banken i 2006 satte ekstra trumf på forskelligheden og åbnede dørene til sidste etape af en ny frisk indretning i sine filialer. Hvor bankrummet er blevet mixet med elementer inspireret af biblioteker og caféer. Ind er kommet kaffebarer, reoler med farvestrålende bøger, masser af farver og små lyduniverser med musik.
Et valg, som har medført, at Danmarks tredje største bank, oplevede en massiv kundetilgang og nu fremhæves som branchens farverige sigøjner, der forfører sine kunder gennem en fuldkommen unik scenografi.
![]() |
727 Communication
(Billede: CEO Tom Elert, 727 Communication)
Nødvendigheden af at skabe en ny synlig plads, var driveren for et forholdsvis ukendt markedsføringsbureau tilbage i 2001. HC Gruppen levede af at skabe opmærksomhed for andre. Men var nærmest selv usynlig i reklamebranchen. Et uheldigt paradoks. Ledelsens logiske diagnose blev derfor, at en vækstfase skulle skydes i gang gennem en ny opmærksomhedsskabende profil. Centralt stod bare: Hvordan?
Virksomheden, der løfter andre fra jorden og markedsføringsmæssigt flytter dem fra et sted til et andet, fandt svaret i en flyvemaskine. Det direkte symbol på at flytte sig hurtigt og let. En Boeing 727 blev indkøbt, og forretningskonceptet tilpasset på alle niveauer, så alt matchede flyidéen. Virksomheden skiftede navn til 727 Communication og en ny adresse blev fundet i Skanderborg – helt ud til motorvejen – hvor flyet siden har skabt opmærksomhed hos de 44.100 bilister, der dagligt passerer forbi.
En ny ’lufthavnsbygning’ med direkte forbindelse til flyvemaskinen blev opført. Indeholdende venteterminal, elektroniske ankomsttavler og lounge møbler, hvor kunder på udkik efter virksomhedsreklame kan slappe af, inden de kaldes ud i flyvemaskinen til kundemøder på Business Class.









